Verdens bedste Kulsølejr
Til de af jer der ikke kender skolen: Her er den helt unikke mulighed for at jeres børn kan øve sig på at være uden telefon og andet teknik, i det meste af en uge! På Kulsølejren er der ingen elever med mobiltelefoner, computere eller elektroniske spil! Det giver en helt ny oplevelse af nærvær og ro, som de måske ikke ellers kender til. Velkommen til Kulsø! :)

Lejren ligger i noget af Danmarks flotteste natur i Midtjylland tæt ved Nørre Snede og Tørring, og det er én af årets absolutte højdepunkter. Vi bygger køkkener af rafter, hugger brænde, sejler i kano, spiller bold, sover i telt, laver god mad over bål, leger i skoven og ved søen, og så "er" vi ellers bare. Alle børn er inddelt på tværs af årgangene i familier med 2-3 voksne, og her hjælpes man ad om de opgaver, der er ved at leve en uge på primitiv vis. Det er en meget anderledes og personlig udfordring, og mange af børnene oplever det som årets absolutte højdepunkt. Selve turen har også mange traditioner, men dem må I høre om på anden måde :)
Fredag eftermiddag kommer forældrene op og så kan de lige få lov at snuse til atmosfæren omkring bålet og i området inden der er fælles oprydning. Lejren pakkes sammen - pånær et enkelt køkken - hvorefter nogle familier vælger at køre hjem mens andre har taget telt med for at tilbringe en hyggelig aften omkring bålet :)

Lørdag ryddes resten op, og lejren blæses af så resten af lejrens deltagere også kan komme hjem i et tiltrængt bad!

Kulsøugen ligger altid i den anden sidste uge inden sommerferien som en afslutning på skoleåret.

Løgumkloster Friskole
Markedsgade 35-37
6240 Løgumkloster.

74 74 52 20

© 2017 Løgumkloster Friskole